05.03.2020

Nyhed: Coronavirus udfordrer Roche på levering af testmaterialer

Udbruddet af Coronavirussen har medført ekstraordinær efterspørgsel på testmaterialer til blandt andet analyse af COVID-19 virussen på Roche Diagnostics’ laboratoriesystemer. Akutte udfordringer med levering over hele verden.
 

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret udbruddet af COVID-19 – også kaldet ny Coronavirus – for en folkesundhedsmæssig risiko af international betydning.

Det er Roches holdning, at den offentlige og private sektor bør samarbejde i forsøget på effektivt at håndtere situationen, ligesom Roche føler en forpligtelse til at levere testløsninger til øjeblikkets mest udfordrende helbredssituation.

Flere af Roche Diagnostics’ laboratoriesystemer anvendes således til at detektere COVID-19 virussen og indgår derfor i den globale strategi for bekæmpelse af spredningen af virussen.

Som en naturlig konsekvens har Roche allokeret dele af sine disponible varelagre af systemer, reagenser og tilhørende forbrugsvarer til de områder i verden, hvor der er konstateret den højeste grad af udbrud. Det er sket med henblik på at diagnosticere virussen og dermed begrænse spredningen af den.

Roche har samtidig oplevet en massiv stigning i efterspørgslen på netop sine COVID-19 analyseprodukter. Efterspørgslen begrænser sig ikke kun til de udbrudsramte områder, men er også steget i områder med lav eller slet ingen smitterisiko.

Herhjemme har Sundhedsstyrelsen torsdag den 5. marts netop opgraderet styrelsens beskrivelse af situationen til, at ”risikoen for, at der kan komme flere rejserelaterede tilfælde af COVID-19 i Danmark og tilfælde blandt kontakter til disse vurderes nu som høj. Og risikoen for, at der vil komme et egentligt smitteudbrud i Danmark inden for de kommende uger vurderes som moderat”. 

Roche Diagnostics har ikke oplevet en generel øget efterspørgsel af det pågældende testudstyr fra sine danske kunder.

Alligevel vil de otte danske laboratorier, som benytter udstyret til eksempelvis analyse af Coronavirus, også blive berørt af den globale efterspørgsel. Efter Roche i weekenden sikrede sig overblik over den aktuelle lagerstatus og leveringssituation, informerede virksomheden de pågældende laboratorier om situationen mandag og har siden haft en konstruktiv dialog med flere af kunderne.

Den aktuelle lager- og leveringssituation er sådan, at Roche Diagnostics bestræber sig på at levere tilstrækkeligt testmateriale til, at de danske laboratorier kan opretholde tæt på deres nuværende rutine.

Roche har siden udbruddets start foretaget løbende, daglige vurderinger af den forventede efterspørgselsprofil og har derfor allerede tidligt i udbrudsperioden iværksat og ændret en række processer for at imødekomme den stigende efterspørgsel. Det har ikke mindst omfattet en forøgelse af produktionen af de mest kritiske Coronavirus-relaterede produkter.

Denne indsats bliver yderligere intensiveret, når produktionslinjen for MagNA Pure 96 Processing Cartridge, der er det leveringsmæssigt mest udfordrede produkt, i næste uge bliver udvidet fra de faste to til tre produktionslinjer således, at produktionen af dette produkt forøges med 50%.

Hvornår den akutte leveringssituation er løst er på nuværende tidspunkt usikkert. Men med virksomhedens tidlige fokus på virus-situationen er der på nuværende tidspunkt en begrundet forventning om, at Roche vil kunne imødekomme efterspørgslen herhjemme i takt med virussens mulige, øgede udbredelse.