24.10.2019

Pressemeddelelse: Værsgo: Avedøre Holme Holder på Brysterne samler kr. 123.500 ind til Støt Brysterne

Oktober måned er international brystkræftmåned. Med kampagnen Avedøre Holme Holder På Brysterne har virksomhederne på holmene valgt at vise deres støtte til kampen mod brystkræft – og i skrivende stund indsamlet kr. 123.500 til Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne. Kampagnen kulminerede fredag 25. oktober med Pink Friday, hvor det var medarbejdernes tur til at vise deres støtte.

I de seneste uger har Avedøre Holme været indhyllet i lyserøde nuancer. Med kampagnen

Avedøre Holme Holder på Brysterne har en kreds af virksomheder på holmene sat alle sejl til for at skabe opmærksomhed om brystkræft – og at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne.


Avedøre Holme topper indsamlingen til Støt Brysterne!

Da Avedøre Holme Holder På Brysterne blev skudt i gang 1. oktober, var det målsætningen at indsamle kr. 100.000. En mindre hær af lyserøde bude besøgte alle virksomheder på holmene med en opfordring til at støtte kampagnen ved at give en donation. Rigtig mange virksomheder tog imod opfordringen. På blot tre uger er der indsamlet hele kr. 123.500, og pengene strømmer fortsat ind.

- Det var et ambitiøst mål at indsamle kr. 100.000 på blot tre uger. Det er derfor helt fantastisk, at vi nu har indsamlet kr. 123.500. Med det flotte resultat er Avedøre Holme Holder På Brysterne den absolutte topscorer i Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-indsamlinger 2019. Den store interesse vidner om, at brystkræft er en sygdom, som rigtig mange mennesker har tæt inde på livet. Enten fordi de selv eller deres mor, søster, kone, datter, veninde eller kollega har - eller har haft - brystkræft. Faktisk rammer brystkræft én ud af ni kvinder. Derfor må vi stå sammen i kampen mod brystkræft, udtaler kommunikationschef Morten Wiberg, Roche A/S.


Pink Friday på Avedøre Holme

Fredag 25. oktober kulminerer Avedøre Holme Holder på Brysterne med Pink Friday. Flere end 250 medarbejdere fra små 20 virksomheder og organisationer på holmene deltog på Pink Friday, der blev indledt med en gå-/løbetur, efterfulgt fælles frokost. Hvidovre kommunes borgmester, Helle Moesgaard Adelborg, deltog også på Pink Friday, hvor hun afslørede det flotte indsamlingsresultat.

- Det er imponerende, at virksomhederne på Avedøre Holme i fællesskab har fået skabt et så flot indsamlingsresultat. Det er rigtig positivt, at vi i Hvidovre Kommune har et stærkt og engageret erhvervsliv, som tager ansvar for det samfund, de er en del af. Det er indsamlingen til fordel for Støt Brysterne et flot bevis på, siger Helle Adelborg.

Carsten Donatsky, Chef for Kampagner & aktivering i Kræftens Bekæmpelse, deltog også på Pink Friday, hvor han modtog en check med donationen.

- Det er et virkelig flot, at Avedøre Holme har samlet så mange penge ind på så kort tid. Det vidner om et stort engagement for brystkræftsagen – men navnlig også om en stærk vilje blandt virksomhederne til at gå sammen og gøre en forskel for patienterne. Jeg lover, at de indsamlede midler vil blive anvendt på bedst mulig måde, sagde Carsten Donatsky.

 

For yderligere information:

Kommunikationschef Morten Wiberg, Roche A/S
Mobil: 24 88 60 31
Email: morten.wiberg@roche.com

 

Om Avedøre Holme Holder på Brysterne

Avedøre Holme Holder på Brysterne er en indsamlingsevent, der har til formål:

  • at skabe øget opmærksomhed om brystkræft
  • at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelses ”Støt Brysterne” kampagne
  • at styrke netværket mellem virksomhederne på Avedøre Holme


Avedøre Holme Holder på Brysterne har i skrivende stund indsamlet kr. 123.500, som går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses ”Støt Brysterne”. Dermed kan Avedøre Holme Holder på Brysterne bryste sig af at ligge som nummer ét på Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne-indsamling.

Fem virksomheder, All Graphic, KLS PurePrint, Scandiwear, Schenker og Roche, der alle har til huse på Avedøre Holme, har taget initiativ til kampagnen.


Om brystkræft

  • Hvert år får ca. 4.700 personer i Danmark diagnosen brystkræft.
  • Brystkræft rammer sjældent personer under 30 år – og er mest almindeligt hos kvinder over 60 år.
  • Antallet af personer, der får stillet diagnosen, har været stigende de seneste 60 år.
  • Antallet af personer, der dør af sygdommen, har været faldende de seneste 10-15 år.
  • De seneste 15-20 år er overlevelsen efter diagnosen brystkræft forbedret.

 

Kilde: Kræftens Bekæmpelse, www.cancer.dk.