Ikke på bølgelængde

På Herlev Hospitals Afdeling for Kræftbehandling møder overlæge Lotte Engell-Nørregård de patienter, som figurerer som socialt sårbare i statistikkerne. Det kan være en udfordring at skabe en gensidig forståelse med – og yde tilstrækkelig støtte til – disse patienter, fortæller hun.

 

- Det er ikke sådan, at socialt sårbare patienter udmærker sig på en særlig måde. Det er jo helt almindelige mennesker, der kommer ind ad døren, men hvor jeg i løbet af samtalen pludselig oplever, at vi ikke er på bølgelængde. Nogle gange er det helt oplagt fra starten. Andre gange er det først langt henne i samtalen, at jeg opdager, at vi ikke taler det samme sprog. Vi taler simpelthen forbi hinanden, forklarer overlæge Lotte Engell-Nørregård, der også er formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi.

 

Men selvom socialt sårbare patienter ikke kan udpeges på forhånd, kan der alligevel være nogle typiske karakteristika ved dem, fortsætter hun:

 

- Det kan være enlige patienter, som måske har bedre mulighed for at negligere egne symptomer og dermed også sværere ved at tale om dem. Det kan være helt almindelige patienter, som ikke formår at sige de ord, som vi reagerer på. Patienterne kan også have en anden kropsforståelse. Hvordan de mærker tegn fra kroppen, og hvordan de kommunikerer det til en læge eller en sygeplejerske. Og så er der dem med en anden kultur og måske også et andet sprog. Det kan gøre det endnu mere kompliceret med både kropsforståelsen og kommunikationen. Så er det lægens opgave at træde nogle skridt tilbage og prøve at skabe en platform, hvor vi kan tale sammen og få en mulig forståelse af hinanden.

 

To forskellige verdener

Imidlertid kan det være en udfordring for lægen at lytte til og kommunikere med patienten i øjenhøjde.  

 

- Jo mere sårbare patienterne er, jo sværere har de ofte ved at kommunikere med sundhedspersonalet, og forstå det vi siger. Sundhedspersonalet kan også selv have svært ved at forstå patienterne; for eksempel hvis patienterne fortæller om symptomer på en bivirkning ved kemoterapi. De siger måske, at de har det dårligt, uden at sige ”jeg har kvalme”. Så er det ikke sikkert, at lægen opfatter det som en bivirkning, og derfor registreres det heller ikke som sådan, siger Lotte Engell-Nørregård. Nogle gange oplever hun også, at de socialt sårbare patienter ikke forstår alvoren, når hun fortæller om deres sygdom, behandling og prognose.

 

- Det er ikke særlig tit, at patienten siger: Det forstår jeg ikke! Så spørger jeg: Ved du, hvad vi skal tale om i dag? Hvad er det for en sygdom, du har? Allerede dér kan jeg opleve, at nogle slet ikke har forstået, at de har kræft, når de kommer til behandling. Andre har forstået det – og så alligevel ikke. Og selvom de har fået at vide, at de har spredning af deres sygdom, kan det komme bag på dem, at den ikke kan opereres væk. Patienten har ikke forstået den information, den udredende afdeling har givet eller informationen er ikke givet tydeligt nok. Der bliver jeg nødt til at invitere patienterne ind én gang til. Også hvis de er meget rystede. Så kan jeg se på dem, at de slet ikke forstår, hvad der bliver sagt. 

 

Ikke tilstrækkelig tid

En væsentlig årsag til at patienterne ikke selv forstår alvoren af deres sygdom er, ifølge Lotte Engell-Nørregård, at sundhedspersonalet ikke har tilstrækkelig tid til at tale med dem. 

 

- Får vi en ny patient i kræftbehandling, så har vi max. en time til en ordentlig samtale. Nogle gange er der en sygeplejerske med, som fortsætter samtalen bagefter, men andre gange sidder du alene. Så kan det være vanskeligt at få en ordentlig forståelse af patienten, når berøringsfladen er så kortvarig, siger hun og tilføjer, at der kan gå tre-fire uger, inden hun ser patienten igen.

 

Jo mere sårbare patienterne er, jo sværere har de ofte ved at kommunikere med sundhedspersonalet, og forstå det vi siger

Lotte Engell-Nørregård, overlæge 

- Som onkologer, og som patientansvarlig læge, kender vi vores patienter ganske godt. Vi ved, hvad vi har talt om tidligere, og vi ved, hvordan skal formulere os for at få en god kontakt. Men stadigvæk har vi kun ganske kort tid sammen med patienten. Sygeplejerskerne, derimod, bruger mere tid med patienten. De giver dem behandling, og de tager fat i nogle andre ting. De har derfor ofte rigtig meget information om patienterne, som lægerne ikke selv opdager – og måske heller ikke får at vide, selvom de spørger. Det tror jeg, at alle læger har oplevet. At man spørger patienten om noget, så svarer de ”nej, nej nej.”. Når patienten så går ud af døren, så får sygeplejersken et andet svar. Så kan man spørge sig selv: Hvorfor det? For det jo den samme patient. Det er jo samme hvide kittel. Der er altså en masse uudtalt i mødet mellem patienten og lægen, som vi ikke ved nok om. Det er her, vi godt kunne have brug for mere viden om de socialt sårbare og værktøjer til at sikre en fælles platform for en god kommunikation. Det tror jeg, vi alle sammen godt kan tåle, siger hun og tilføjer:

 

- Men man kan altså ikke pille det socialt sårbare ud af en patient. Jeg kan ikke se, at du kan adskille patientens kropsforståelse, kultur eller sociale sårbarhed fra det møde, du har mellem læge og patient.

 

En helhedsindsats er nødvendig

Der er altså ingen lette løsninger. Lotte Engell-Nørregård så derfor gerne, at der var mere opmærksomhed omkring – og tilbud til – de socialt sårbare patienter, når de er i behandling.

 

- Det kunne være rart, hvis der også var nogen, som ikke kun ser patienterne i det meget korte tidsrum, de er på hospitalet. Det kan være hjemmehjælpen, en støtteperson eller en navigator, som kan hjælpe patienterne derhjemme. Når vi læger sender patienterne hjem, skal vi have en tro på, at de selv kan håndtere deres bivirkninger. Vi skal have en tro på, at de kan finde ud af at ringe til os midt om natten, hvis de har diarré eller høj feber. Men der skal også være et netværk omkring dem, der kan hjælpe dem. Det er der så nogen, der ikke har. I den situation kan vi ikke lige sige: Jeg vil gerne have, at en sygeplejerske kigger til patienterne ved midnat. De har heller ikke selv en knap, de kan trykke på, og så kommer der en og hjælper dem. Den mulighed har vi ikke i dag. Det kunne ellers være med til at skabe en bedre og mere helhedsorienteret indsats for de socialt sårbare patienter, slutter Lotte Engell-Nørregård.