- Der er en gruppe af patienter, der ikke får gavn af de fremskridt, vi gør på kræftområdet. Det vil vi gerne gøre op med, siger professor Susanne Oksbjerg Dalton.

It’s time to stop talking and start walking

Årtiers forskning har dokumenteret, at der er social ulighed i kræft.

 

Nu skal COMPAS, Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft undersøge, hvordan der kan dæmmes op for den sociale ulighed. Centerets leder, professor Susanne Oksbjerg Dalton, har sat sig for bordenden. 

 

- Den sociale ulighed i kræft er veldokumenteret. Nu skal vi lave nogle interventioner, som kan gøre op med uligheden. It’s time to stop talking, and start walking, fastslår Susanne Oksbjerg Dalton.

 

Hun er en af hovedkræfterne bag hvidbogen Social ulighed i kræft i Danmark, som Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning udgav februar 2019. Den dokumenterer, at kræftpatienter, som har kort uddannelse, lav indkomst eller bor alene, har større risiko for at få kræft og ringere chancer for at overleve en kræftsygdom – og at uligheden er stigende. Susanne Oksbjerg Dalton er leder af COMPAS, Center for Forskning i Lighed i Kræft, som åbnede dørene første gang oktober 2019. Centerets formål er at udvikle kliniske interventioner, værktøjer og tilbud, der kan hjælpe socialt sårbare kræftpatienter godt igennem kræftbehandlingen.

 

- Forebyggelse og tidlig diagnostik er de to områder, hvor vi kan rykke allermest i forhold til at bekæmpe den sociale ulighed i kræft. Men der er også behov for at se på, hvordan vi kan mindske den sociale ulighed under selve behandlingsforløbet. Det er der, jeg har lagt mine forskningskræfter, fortæller hun

 

Ikke alle får gavn af behandlingsfremskridt

I mere end 10 år har Susanne Oksbjerg Dalton bedrevet registerforskning om sammenhængen mellem kræftpatienters sociale position, hvor tidligt eller sent kræftsygdommen bliver diagnosticeret, og hvilken behandling der gives.

 

- Social ulighed i overlevelse efter kræft skyldes især, at socialt ringere stillede patienter oftere får konstateret kræft i et avanceret stadie, og at de har mere komorbiditet. Det har betydning for, hvordan man kan lægge en behandlingsplan. Men selv når der korrigeres for stadie og komorbiditet, ses der stadig en social ulighed i, hvem der får hvilke behandlinger. Det gælder især de nye og mere komplekse behandlinger, fortæller Susanne Oksbjerg Dalton. 

 

En registerundersøgelse blandt lungekræftpatienter viser således, at patienter i både stadie I-II og stadie III-IV med lav indkomst havde 16-20 procent mindre sandsynlighed for at modtage standardbehandling end patienter med høj indkomst, også efter justering for overordnede forskelle i komorbiditet. 

- Det er slet ikke fordi, jeg tror, at læger med vilje behandler nogle patienter anderledes end andre. De møder patienterne der, hvor de er, og de gør alle sammen deres bedste. Det er bare slående, at der systematisk er en gruppe af patienter, som ikke får gavn af de fremskridt, vi gør på kræftområdet. Det vil vi gerne gøre op med.

 

COMPAS arbejder derfor med at udvikle og teste interventioner, som skal identificere og hjælpe de kræftpatienter, der har brug for ekstra støtte til at komme godt igennem kræftforløbet.

 

- De patienter, der har de dårligste forudsætninger for at klare sig godt igennem et kræftforløb, er ofte også dem, der har de mest komplekse forløb. Det er derfor, de lettere falder ud. De ved typisk heller ikke, at de kan få hjælp til de problemer, de har efter et kræftforløb. Undersøgelser tyder desuden på, at de måske heller ikke får tilbudt rehabilitering, siger hun.

 

De svære patienter skal med

Det er vigtigt at have fokus på at lave nogle kliniske interventioner og tilbud, som giver mening for de svære patienter, der ellers typisk takker nej, understreger Susanne Oksbjerg Dalton:

 

- Jeg kommer selv fra en afdeling, hvor vi i mange år har lavet psykosociale interventioner for at prøve at hjælpe patienterne bedre igennem kræftforløbet. Der ser vi, at det er de mest raske, der takker ja, mens de, der måske har mest behov for hjælp, typisk takker nej. Ser man på de kræftpatienter, der takker nej til at deltage i PRO-forløb (Patient Reported Outcome red.), så er det også de 20 procent af patienterne, der har de dårligste forudsætninger for at klare sig godt igennem et kræftforløb. 

 

For at bekæmpe uligheden i selve kræftbehandlingen skal der sættes ind på tre niveauer, pointerer Susanne Oksbjerg Dalton. Patienterne skal klædes bedre på til at være en aktiv medspiller i deres eget behandlingsforløb. Det er også vigtigt at løfte personalets sundhedskompetencer, så de ikke utilsigtet reproducerer den sociale ulighed i mødet med patienten. Endelig skal sundhedsvæsenet organiseres og indrettes mere fleksibelt, så det bedre kan rumme alle typer patienter, uanset deres socioøkonomiske status. 

 

En samlet indsats

Komorbiditet kombineret med en generel dårlig konstitution er ofte årsag til, at socialt sårbare patienter ikke tåler så meget behandling, forklarer Susanne Oksbjerg Dalton. Derfor forsker COMPAS også i, hvordan man kan forbedre disse patienters mulighed for at gennemføre et behandlingsforløb. 

 

- Nogle gange er patienterne ikke i stand til at gennemføre en behandling eller en operation, fordi de er i for dårlig fysisk stand. Vi undersøger derfor, om det er muligt at ændre dette ved at sætte massivt ind med træning, så de får den fysiske funktion i vejret, men også med rygestop, behandling af alkoholabstinenser, proteintilskud og så videre, siger hun og giver et konkret eksempel:

 

- Mange tarmkræftpatienter har gået og blødt, fordi de har en tumor i tarmen, og derfor har de ofte en lav blodprocent. For at styrke patienten inden operation har professor Ismail Gögenur og Ph.d.-studerende Rasmus Dahlin Bojesen ved Sjællands Universitetshospital i Køge, taget initiativ til et projekt, hvor der blandt andet sættes massivt ind med tilskud af jern til patienter med blodmangel. Ikke bare som piller, men også intravenøst, så de kan komme højere op, og de kan tåle at blive opereret. Det giver rigtig god mening. Vi andre ville jo heller ikke løbe en maraton uden at forberede os. 

 

Det er typisk de mest raske patienter, der takker ja til støtte. De, der har mest behov for hjælp, takker typisk nej

COMPAS har også fokus på den modsatte ende af patientens rejse; nemlig den kommunale rehabilitering og palliation, fortæller Susanne Oksbjerg Dalton:

 

- Vi ser på, hvordan vi får givet stafetten videre, når patienten er færdig med kræftbehandlingen. Hvordan sikrer vi, at alle patienter får et relevant rehabiliteringstilbud? Og hvordan sikrer vi, at de patienter, der sendes hjem, fordi der ikke kan gøres mere, kommer ind i palliation? At de for eksempel tilbydes stråleterapi for at lindre deres smerter eller får en stent, hvis tarmen er lukket til? 

 

- Der er større overlap mellem livsforlængende og lindrende behandling i dag. Mange flere patienter bliver helbredt, men der er også mange flere, som lever rigtig mange år med kræft. Vi skal se på, hvordan vi sikrer os, at de patienter, der ikke bliver helbredt, men lever mange år med deres kræftsygdom, får så godt et liv som muligt, siger hun. 

 

Vi har rykket os

Da Susanne Oksbjerg Dalton og hendes kollegaer for 10 år siden fremlagde de første undersøgelser, som påviste ulighed i kræftbehandlingen, gik mange sundhedsprofessionelle i forsvarsposition. ”Det passer jo ikke! Siger du, at jeg ikke behandler folk lige?”, lød nogle af de typiske reaktioner. Der er heldigvis sket meget siden da, fortæller hun:

 

- Folk har fået øjnene op for, at der er social ulighed i kræftbehandlingen. Jeg oplever, at det er blevet nemmere både for os, der forsker i social ulighed, og for onkologerne og kræftkirurgerne at tale om det. I dag hører jeg ikke længere nogen sige: ”Det passer ikke”. I stedet siger de: ”Jeg kan godt se, at det er et problem – men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre ved det.” 

 

Og det er netop det, COMPAS’ forskning skal give svar på.

 

- Meget af den forskning, vi laver i COMPAS, er jo modelundersøgelser. Målet er at udvikle kliniske interventioner, der kan minimere den sociale ulighed i kræftbehandlingen. Når vi så finder noget, der virker, så skal det rulles ud i den kliniske praksis, slutter Susanne Oksbjerg Dalton.

 

Hvis vi kunne løfte overlevelsen hos de dårligst stillede kræftpatienter op på samme niveau som for de bedst stillede, kunne en femtedel af kræftrelaterede dødsfald efter fem år fra diagnose være undgået.

Olsen, MH, Kjær, TK, Dalton, SO: Social Ulighed i Kræft i Danmark. Hvidbog. Kræftens Bekæmpelse, februar 2019; PG 10

 

 

 

Om Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS)

Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft (COMPAS) arbejder for at sikre optimal kræftbehandling til alle danske kræftpatienter uanset social status og personlig sårbarhed. COMPAS koordineres fra Afdeling for Klinisk Onkologi på Sjællands Universitetshospital i Næstved, mens forskningen foregår på forskningsinstitutioner og hospitaler i hele Danmark. Forskerne hos COMPAS repræsenterer antropologi, psykologi, kræftbehandling, rehabilitering, palliation og epidemiologi.

COMPAS har foreløbig søsat seks forsknings- og interventionsprojekter.

1. Hvad er på spil?

Formålet er at undersøge, hvordan social ulighed i kræft produceres og udfolder sig i kræftforløbet fra diagnose, over behandling til rehabilitering og palliation. Dette udforskes dels ved at følge og interviewe socialt sårbare patienter i deres hospitalsforløb og hverdagsliv og dels ved at følge og interviewe sundhedspersonalet og fokusere på kommunikationen mellem personalet og patienten.

2. Forandre praksis – ikke patienten

Formålet er a) at undersøge og udbygge dokumentationen for social ulighed i behandling af blodsygdomme (akut leukæmi og myelodysplastiske syndromer samt ved knoglemarvstransplantation), og b) at afprøve effekten af en facilitatorplan og et facilitatorteams nytte i behandlingsforløb for akut leukæmi, myelodysplastiske syndrom samt ved knoglemarvstransplantation.

3. Navigering gennem kompleks behandling

Formålet er at undersøge om en individualiseret sygeplejeintervention i kombination med patientrapporterede symptomer (PROs) og fysisk træning kan forbedre overlevelsen, deltagelse i behandling, symptomer og livskvalitet blandt sårbare lungekræftpatienter.

4. Imod alle odds

Formålet er at undersøge, hvor meget et samlet løft af sundheden – i form af samlet præhabilitering for flere samtidige KRAM-faktorer – kan forbedre behandlingen af operations-krævende kræft i urinvejene på kort og længere sigt.

5. Kommunal rehabilitering og palliation

Formålet er at udvikle en generisk model til at guide kommunalt baseret rehabilitering og palliation til socialt sårbare mennesker med fremskreden kræft.

6. Forebyggelse i stedet for reperation

Formålet er at udvikle og teste effekten af et præhabiliteringsprogram indeholdende intensiv træning og screening for psykologisk belastning blandt patienter med brystkræft under neoadjuverende kemoterapi.

 

Læs mere om Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft på www.compas.dk