Sundhedsdata

Fremtidens sundhedsvæsen bygges på data

Blandt nationale og regionale beslutningstagere er der bred enighed om, at den digitale omstilling og brugen af sundhedsdata skal accelereres yderligere, så vi kan bringe sundhedsvæsenet tættere på borgerne, understøtte behandling, fremme en sundere befolkning og sikre et bæredygtigt sundhedsvæsen. Det forudsætter, at offentlige og private aktører kan få en systematisk og smidig adgang til sundhedsdata med henblik på forskning, udvikling og implementering af nye innovative sundhedsteknologier. Erhvervspolitik og sundhedspolitik skal med andre ord gå hånd-i-hånd. Det er den helt korte konklusion, når man læser de politiske visioner og planer for danske sundhedsdata, der er søsat i de seneste par år.

Strategi for life science 2021-2023

Maj 2021 besluttede regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier en ambitiøs Strategi for life science 2021-2023 med 38 konkrete initiativer, hvor syv af dem omhandler bedre adgang til og brug af sundhedsdata.

I aftaleteksten fremhæves det, at ”de danske sundhedsdata er internationalt set helt unikke, fordi mange sundhedsregistre og -databaser dækker hele befolkningen over mange år og kan kobles på tværs af datakilder. Det giver gode muligheder for værdifuld forskning, kvalitetsudvikling og udvikling af nye innovative løsninger til gavn for patienterne. Samtidig kan det bidrage til vækst og eksport i life science-industrien og være med til at tiltrække internationale investeringer til sundhedsforskning. Det er derfor afgørende at gribe de store muligheder, sundhedsdata giver os inden for forskning og innovation. Det er et område, hvor Danmark står stærkt internationalt, og hvor der er gode muligheder for, at vi kan blive førende. Derfor ønsker aftalepartierne en ambitiøs vision for brug af sundhedsdata, hvor styrket og fleksibel brug af sundhedsdata går hånd-i-hånd med datasikkerhed og fortrolighed. Det er samtidig helt afgørende at sikre høj datasikkerhed og gennemsigtighed, så borgerne kan være trygge ved, at sundhedsdata anvendes sikkert og etisk forsvarligt.”

Strategisk samarbejde om sundhedsdata

Oktober 2021 fremlagde Sundhedsministeriet, Danmarks Statistik, Kommunernes Landsforening, Sundhedsdatastyrelsen, Danske Regioner og Nationalt Genomcenter en ”Vision for strategisk samarbejde for bedre brug af sundhedsdata”. Visionen er, at Danmark skal være internationalt førende i brug af sundhedsdata ved at skabe en mere enkel og smidig adgang til data, muliggøre avancerede dataanalyser på tværs af datakilder og sikre høj datasikkerhed og gennemsigtighed om brugen af data.

Visionen indeholder fire målsætninger, som parterne vil samarbejde om at realisere:

  • Ét samlet kontaktpunkt for vejledning, dataoverblik (metadata) og ansøgning om sundhedsdata samt sikre koordineret godkendelse og ensartet juridisk fortolkning.
  • Sikker og fleksibel adgang til data på fælles national analyseplatform med supercomputerkapacitet til avancerede dataanalyser og store datamængder.
  • Bedre og fælles dataservice, bl.a. støtte og værktøjer til dataanalyse på den nationale analyseplatform.
  • Høj datasikkerhed og gennemsigtighed om anvendelsen af sundhedsdata, forskning skal ske i sikre analysemiljøer med afsæt i gældende sikkerhedsprincipper for forskermaskiner.

Kilde: Sundhedsministeriet (www.sum.dk) og Danske Regioner (www.regioner.dk)