Historier
:quality(90)/)
Danmark har sundhedsdata i verdensklasse – vi skal bruge dem bedre
Danmark er i en særlig position. Vi har et af verdens mest digitaliserede samfund, stærke sundhedsregistre og et CPR-system, der gør det muligt at følge borgeres helbred over tid. Alligevel står sundhedsvæsenet med en væsentlig udfordring: De data, der opstår i den daglige behandling og dokumenteres i de elektroniske sundhedsjournaler, bruges ikke systematisk.
Ikke fordi de ikke er værdifulde, men fordi adgangen til dem er vanskelig.
“Vi har et af verdens bedste sundhedsvæsener og er et af verdens mest digitaliserede samfund. Men vores sundhedsdata, dem bruger vi ikke,” fortæller Ulrik Lassen, professor og overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Kræftbehandling.
Det er præcis den udfordring, OSCAR-projektet forsøger at løse.
Et partnerskab med et fælles mål
OSCAR er et offentligt-privat samarbejde mellem Rigshospitalet og Roche, der bygger på en fælles erkendelse: Vi kan ikke prioritere og forbedre behandlinger, vi ikke har solid viden om. Og den viden kræver bedre og mere sikker adgang til de data, der allerede eksisterer.
“Kernen i OSCAR-projektet er, at det skal være nemmere og hurtigere at få adgang til data på sikker vis,” forklarer Kenneth Forsstrøm Jensen, Health Impact Lead hos Roche Danmark.
Det er den ambition, vi hos Roche kalder meningsfuld hastighed, ikke at fremskynde selve patientbehandlingen, men at optimere de processer, der leder frem til den. Når beslutninger om behandling kan træffes på et stærkt vidensgrundlag, kommer gevinsten patienterne til gode.
Real-world data som systematisk fundament
En central del af OSCAR er C-MOT, Copenhagen Master Observational Trial. Det er et prospektivt non-interventionsforsøg, der indsamler real-world data på fast definerede patientgrupper, blandt andet patienter med lungekræft og brystkræft. Målet er at skabe et systematisk overblik over, hvordan behandlinger virker i den kliniske hverdag.
Hvis den infrastruktur lykkes, er potentialet af betydelig størrelse: I sundhedsvæsenet vil man kunne prioritere mere præcist mellem behandlingstyper, følge effekt og bivirkninger i hverdagen og i samarbejde med industrien få nye behandlinger hurtigere frem til patienterne.
Bedre dataadgang har desuden stor strategisk betydning. Hurtigere og nemmere adgang til data på sikker vis er en konkurrenceparameter, når kliniske studier skal placeres. Danmark kan styrke den position, hvis brugen af sundhedsdata systematiseres bedre.
Sundhedsloven skal følge med virkeligheden
En forudsætning for at indfri potentialet er, at sundhedsloven følger med den virkelighed, sundhedsprofessionelle arbejder i. I dag flyder grænsen mellem behandling og forskning i stigende grad sammen, og det kalder på rammer, der gør det muligt at bruge sundhedsdata bedre og mere sikkert.
M-DK-00001921/v. 1.0/23. september 2026