Personlig medicin: Helgenomsekventering kan blive det nye sort

Inden for kræftbehandlingen har der været en betydelig udvikling i personlig medicin i de seneste to årtier. Targetterede lægemidler og immunterapien, målrettet særlige mutationer og ekspressioner i tumoren, repræsenterer værdifulde fremskridt. Imidlertid står vi kun ved foden af et paradigmeskifte, der potentielt kan revolutionere kræftbehandlingen, fortæller professor, dr. med. Finn Cilius Nielsen, der til daglig er ledende overlæge ved Afdeling for Genomisk Medicin, Rigshospitalet.

Kræftsvulster udvikler sig forskelligt afhængigt af tumorens biologi og patientens genetiske baggrund. Derfor bør man ikke altid behandle alle patienter med samme type kræft på den samme ensartede måde. Det er nemlig ikke sikkert, de vil have den samme respons. Patienterne bør i stedet tilbydes en mere individualiseret behandling - altså personlig medicin. Men inden behandlingen sættes i gang, skal klinikeren overveje to grundlæggende spørgsmål, forklarer Finn Cilius Nielsen. Her er det vigtigt at holde tungen lige i munden.

- Det ene spørgsmål omhandler tumorbiologien. At forudsige hvad der kan være den mest aktive og bedste behandling på en given tumor. Det andet spørgsmål omhandler værtsfaktorer; altså at forudsige betydningen af patientens genetiske baggrund for, hvordan han responderer på behandlingen eller får bivirkninger. Det biologiske køn er den groveste markør for en værtsfaktor, men med muligheden for at helgenomsekventere kommer der flere og flere signaturer til. Blandt andet om man er arveligt disponeret for en kræfttype, og om hvordan ens immunsystem forventes at respondere og udslette tumor, når man får en bestemt immunmodulerende behandling, fortæller han.

- Mit vigtigste budskab er, at tumorbiologi og værtsfaktor hører sammen i fremtidens kræftbehandling. Derfor går vores arbejde i høj grad ud på at se, om vi kan forbedre de matematiske algoritmer til at forudsige mere præcist, at den behandling, der vælges, rent faktisk vil have den forventede effekt, forklarer Finn Cilius Nielsen.

Som eksempel på, hvordan helgenomsekventering kan spille en rolle i fremtidens kræftbehandling, fremhæver Finn Cilius Nielsen et klinisk studie, han gennemførte sammen med Ulrik Lassen, professor og ledende overlæge på Onkologisk Afdeling, Rigshospitalet.

Her afslørede genomsekventeringen, at hver ottende patient med fremskreden kræft havde en cancerdisponerende variant i deres arvemasse, selvom de ikke alle havde en familiehistorie med den kræfttype. Et amerikansk studie kom frem til nærmest samme resultat. Der er ganske vist tale om små populationer, men Finn Cilius Nielsen ser ikke desto mindre en tydelig tendens.

Mit vigtigste budskab er, at tumorbiologi og værtsfaktor hører sammen i fremtidens kræftbehandling.

- Det illustrerer, at man ikke altid på forhånd kan sige, hvilke patienter der er relevante at screene, fordi de kriterier, vi normalt sætter op med henblik på at indkalde disponerede personer, ikke er tilstrækkelige til at finde hovedparten af de potentielle patienter, siger han og tilføjer, at i den bedste af alle verdener bør vi måske have en helgenomsekventering klar, når patienten skal i gang med sin kræftbehandling.

- Den kan i første omgang vise, om man er familiært disponeret, men som tiden går, vil vi også kunne uddrage, hvordan patienten vil reagere på medicinen, og i en række kliniske situationer vil der ligge et depot af viden, som man kan trække på, inden man bestemmer sig for den fulde behandlingsplan.

Hidtil har man udelukkende lavet helgenomsekventering af kræftpatienter med sekundært manifesterende cancer. Men Finn Cilius Nielsen tror, det vil ændre sig i den nærmeste fremtid.

- Vi mangler at se effekterne af de omfattende analyser og datasæt på primærkræft, men jeg ser kliniske studier som en mulighed for at lægge det tidligere i behandlingsforløbet. Og jeg tror, at de omfattende genetiske analyser vil bevæge sig længere ind på det primære kræftområde i løbet af de næste fem år, vurderer han og tilføjer:

- Med den teknologi vi har til rådighed i dag, kan vi afdække den fulde sekvens af genomet på fire til fem arbejdsdage. Dermed kan vi overholde kræftpakkerne og levere resultater med en relevant tidshorisont for patienterne.

Men hvem viser vejen og tilvejebringer den videnskabelige dokumentation, der skal danne grundlaget for personlig medicin? Finn Cilius Nielsen fremhæver England som et af fyrtårnene med sit 100.000 Genomes Project. Projektet har foreløbigt ført til, at omkring 85.000 patienter med kræft eller sjældne sygdomme har fået sekventeret deres helgenom.

- De er nået meget længere end os. Men havde vi haft mulighed for at starte tidligere, så ville vi måske været nået lige så langt. På det tekniske område er der dog ikke noget, de gør andre steder, som vi ikke gør i Danmark. Det er fuldstændigt de samme maskiner - de har bare været i gang længere tid, siger han og tilføjer, at med Nationalt Genom Center er Danmark blandt de førende lande, når det kommer til helgenomsekventering.

- Vi har efterhånden en rigtig stor pakke i Danmark. Forskere fra andre lande kommer faktisk til os nu for at se, om vi kan være call-center for nogle af de drivers, der kører ude i verden.

Så selvom der stadig er behov for yderligere dokumentation, vurderer Finn Cilius Nielsen altså, at helgenomsekventering i fremtiden vil bidrage til den primære behandling af canceren.

- Vi er stadig et sted, hvor vi langt fra forstår alt, og der er patienter, hvor genomsekventering ikke har nogen effekt, fordi vi ikke rammer driveren i patienten – selvom det er en driver, der er kendt fra andre, men overordnet set synes jeg, at det går i den rigtige retning, slutter han.

Genomisk medicin har sit afsæt i den genomiske forskning. Betegnelsen henfører til genomisk forskning i klinisk sammenhæng og brugen af den nye viden og teknologi til diagnostisk behandling. Genomisk medicin baserer sig på teknologi, der gør det muligt at undersøge det samlede genom. Undersøgelserne kræver personale med nye kompetencer, f.eks. bioinformatik, og bevæger sig på tværs af de traditionelle specialegrænser.

Kilde: Rigshospitalet.