PressePressemeddelelser & nyheder

Pressemeddelelse: Roche & BETA.HEALTH går sammen i et offentlig-privat samarbejde om et “Industry Call”

BETA.HEALTH og Roche inviterer klinikere på danske hospitaler til sammen at udvikle innovative løsninger til fremtidens sundhedsvæsen.

Den nationale innovationsplatform BETA.HEALTH har indgået et offentlig-privat samarbejde med medicinalfirmaet Roche om et såkaldt “Industry Call”. Sammen tilbyder de forskere og klinikere på danske hospitaler et grant på 1 mio. kr. og en unik adgang til Roche’s tekniske viden og know-how.

Med en fælles ambition om at løse nogle af sundhedsvæsenet aktuelle udfordringer vil BETA.HEALTH og Roche betræde nyt land ved at invitere forskere og klinikere på danske hospitaler til at gøre brug af industriens værktøjskasse og særlige viden i samspil med BETA.HEALTHs udviklingsmotor til at løse udfordringer fra deres kliniske hverdag på hospitalerne.

”For at sikre et mere bæredygtigt sundhedsvæsen, der skaber værdi for patienterne og samfundet er det nødvendigt at gentænke den måde, sundhedsvæsenet opsporer, diagnosticerer og behandler patienterne på - og dermed bane vejen for et mere bæredygtigt sundhedsvæsen. Roche vil gerne bidrage til denne transformation ved at investere i innovative løsninger og stille viden og ressourcer til rådighed. Sammen kan vi udvikle holdbare løsninger på de udfordringer, sundhedsvæsenet står overfor", forklarer Rasmus Thomsen, Strategic Partnership Lead, Roche.

Rasmus Bjørn Dahl, Programleder, BETA.HEALTH (East), supplerer:

”Min vision er, at innovation og implementering heraf betragtes som et fælles ansvar mellem det offentlige og industrien, og at vi udnytter vores særegne styrker langt mere strategisk. I dette Industry Call skal vi teste en ny samarbejdsmodel mellem vores kliniske miljø og industrien. Målet er at udvikle nye løsninger, og efterfølgende accelerere, skalere og implementere dem i praksis. Ved at give vores klinikere nye værktøjer kan der skabes nye og anderledes løsninger, som skaber værdi for vores patienter. Jeg tror, at dette call bliver starten på en ny måde at tænke offentlig-private partnerskaber, hvor industrien tager mere ansvar.”

Bodil Christine Reumert, Senior Project Lead & Strategic Partnerships i BETA.HEALTH (West), siger:

”Vi vil gerne have industrien tættere på den kliniske innovation på hospitalerne, så der kan opstå flere synergier og partnerskaber, som kan bane vejen for at flere innovationsprojekter lykkes til gavn for patienter. Vi vil gerne styrke innovationsindsatsen i tæt samarbejde mellem forskning, klinisk praksis og industri – og vi er meget spændte på at se, hvad der sker, når vi kobler viden, kompetencer og ressourcer på tværs af industri og sundhedsvæsen i dette “Industry Call”.

Hvem kan ansøge?

Klinikere og forskere på danske hospitaler kan ansøge om støtte til projekter, der er baseret på digitale, data- eller device-drevne løsninger, som fokuserer på tidlig opsporing, afhjælpe kapacitetsudfordringer eller flytte diagnosticering og behandling tættere på eget hjem. Der søges særligt projekter, der har til formål at løse nogle af de store udfordringer på sundhedsområdet, særligt inden for radiologi, patologi, oftalmologi, bryst- og lungekræft samt hæmatologi.

Om "Industry Call"
  • Projektansøgninger modtages frem til 1. september 2023.

  • Alle ansøgninger vurderes af et uafhængigt nationalt panel bestående af repræsentanter fra Rigshospitalet, Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital.

  • Der udvælges ét projekt blandt ansøgningerne, som støttes med 1 mio. kr.

  • Projektet får fuld adgang til BETA.HEALTH’s acceleratorprogram

  • Projektet får af Roche tilbudt rådgivning og adgang til eksperter, faglig sparring og know-how

  • Grant-modtageren får mulighed for at drøfte etablering af partnerskab med Roche efter acceleratorprogrammet

  • Læs mere om BETA.HEALTH og Roches Industry Call på www.betahealth.dk

Om BETA.HEALTH

BETA.HEALTH blev lanceret i februar 2022 som et fem-årigt pilotprojekt drevet af Rigshospitalet og Aarhus Universitetshospital i samarbejde med Odense Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital. Med en bevilling på 128 millioner kr. i ryggen fra Novo Nordisk Fonden har hospitaler til opgave at fordele midler til projekter, som forventes at tilbyde nye eller forbedrede kliniske løsninger til gavn for patienter og samfund.

Roche & Beta.Health video
For mere information:

Bodil Christine Reumert, Senior Project Lead & Strategic Partnerships, BETA.HEALTH - 31 38 21 02

Rasmus Bjørn Dahl, Programleder, BETA.HEALTH (East) – 21 44 00 47

Lars Berendt, Communication Manager, Roche - 42 14 29 02

Denne hjemmeside er målrettet danske sundhedsprofessionelle, medier og offentligheden. Kontakt Roche Pharmaceuticals A/S for yderligere information.

KontaktRoche worldwidelinkedinfacebookInstagramtwitterOm RocheDet mener viPharma løsningerPresseKarrierePrivacy noticeLegal statementCookie policy