Alle skal ikke behandles ens

- Isoleret set er der sket store fremskridt i overlevelsen efter en kræftbehandling de senere år. Behandlingen på de danske kræftafdelinger er på et højt internationalt niveau, selvom vi endnu ikke er helt i mål, når det kommer til overlevelsen efter en kræftsygdom. Imidlertid har ikke alle patienter haft lige meget gavn af disse fremskridt. Hvis vi skal undgå den sociale ulighed i behandlingen, skal vi se på kommunikationen og relationen mellem patient og behandlingssystem, fastslår Sophie Hæstorp Andersen, regionsformand i Region Hovedstaden.

Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse, er enig.

- Vi bliver nødt til at turde gøre noget mere for patienter med særlige behov. Men det har jo ligesom ikke været det planlægningsmæssige mantra i den måde, vi driver sundhedsvæsen på. Hvis man virkelig vil den sociale ulighed i kræftbehandlingen til livs, er man nødt til at anerkende, at der er nogle grupper, der skal have nogle indsatser, som er lidt større og under alle omstændigheder lidt anderledes end gennemsnittet, konstaterer han.

Kræftpatienter, som bor alene eller har kort uddannelse og lav indkomst, har ikke bare større risiko for at få kræft, men også ringere chance for at overleve kræftsygdommen. Skal overlevelsen efter en kræftsygdom løftes yderligere, forudsætter det, at vi får gjort op med den sociale ulighed i kræft. Vi skal se på, hvordan vi undgår at reproducere den sociale ulighed i kræft, når patienten er i behandlingssystemet. Samtidig skal der sættes ind med forebyggelse af rygning og andre usunde livstile, understreger de.

Budskabet er klart. Sundhedsvæsenet har et ansvar for at imødegå den sociale ulighed. Og uligheden har mange ansigter. Det handler ikke kun om manden på bænken. Men inden der gribes til løsninger, er det vigtigt at præcisere, hvordan den sociale ulighed i kræftbehandlingen kommer til udtryk i dagligdagen. 

- Når vi taler om social ulighed, så er et af problemerne at kunne navigere i sundhedsvæsenet. Det kan være noget så banalt som ikke at turde sige ”nej tak til strålebehandling kl. 9 om morgenen. Det passer ikke mig. Det kan jeg ikke, fordi jeg har et alkoholproblem.” Det kan også være at manøvrere rundt i sin e-boks. Det digitale sundhedsvæsen er ikke altid lige let for de mest udsatte, når det handler om indkaldelser og komme i kontakt med sundhedsvæsenet. Mange oplever også, at de selv skal bede om hjælp. Det er ikke alle, der gør det. Navnligt ikke hvis de ikke har gode erfaringer med at få hjælp fra systemet, fortæller Sophie Hæstorp Andersen.

- Når vi så ser på kræftbehandlingen, så viser forskningen, at en mindre andel af uligheden faktisk genereres inden for sundhedsvæsenet selv. Dog ikke nær så meget som den ulighed, der genereres før og efter behandlingen – men alligevel. For at ændre på denne ulighed er det vigtigt at se på relationen og kommunikationen mellem patienten og lægerne, sygeplejerskerne og det øvrige sundhedspersonale. Hvordan kommunikerer de med hinanden? Hvordan er de forberedt til en samtale? Hvordan taler de til hinanden? Hvilket sprog bliver der brugt? Er der pårørende med ved samtalen? Insisterer patienten på at kende datoen for sin næste behandling eller opfølgningssamtale? En væsentlig forudsætning for en bedre behandlingsindsats er, at patienterne forstår og er enige i behandlingen, supplerer Jesper Fisker. 

- Men sundhedsvæsenet skal også selv lære at være mere socialt tænkende. Der er en stor gruppe patienter med behov for ekstra støtte, som ikke bliver op­daget i tide. De falder simpelthen igennem sikkerhedsnettet. Undersøgelser viser jo, at sundhedspersonale ofte først opfanger, at patienterne er socialt dårligt stillede, hvis de lugter dårligt, ser ud på en bestemt måde eller er småfulde. Man overser kvinden, som bruger alle sine ressourcer på at tage sig af sin mand, der sidder i kørestol. Hun er også udsat og har behov for støtte for at kunne indgå i kræftbehandlingen, påpeger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:

- Vi skal blive bedre til at bruge den viden om patienterne, som systemet indsamler, så vi kan finde de patienter, der har brug for en ekstra indsats i tide. Vi har nogle IT-systemer, der indsamler mange data. Vi ved rigtig meget om vores patienter. Vi spørger ind til deres alkoholforbrug. Vi måler og vejer dem og spørger ind til deres baggrund. Jeg kan ikke altid se, at vi bruger de data til noget. Jeg kan ikke se, at vi for eksempel bruger data til tidligt at sætte ind med en forløbskoordinator eller aktiv patientstøtte, så patienterne føler, at de bliver mødt i øjenhøjde. At man lytter til deres historie og prøver at tilrettelægge tingene efter det.

Det er den vej vi skal gå, pointerer Jesper Fisker. Patienterne skal være mere autoritativt i centrum for behandlingsforløbet:

- Det er vigtigt at have nogle længerevarende forløb med den samme læge – og også nogle beslutningsstøtteværktøjer, som gør, at patienten reelt er med til at træffe de nødvendige beslutninger. Det gør lægen bedre i stand til at designe behandlingen efter patientens livsomstændigheder og tage højde for det liv, patienten lever uden for sygehuset.

- Det danske sundhedsvæsen har i mange år fokuseret på, at tingene skal være så effektive som muligt. Men vi skal skabe et mere menneskeligt sundhedsvæsen, hvor vi også prøver at finde ud af, hvilke håb og ønsker, det enkelte menneske, der har fået konstateret kræft, har for fremtiden. Det betyder meget for det videre forløb, supplerer Sophie Hæstorp Andersen.

Hun tilføjer, at der kan være brug for at uddanne sundhedspersonalet i, hvordan man tager samtalen om patientens livsvilkår, og hvad der er svært i patientens liv lige nu. Ligesom man har gjort med den svære samtale om døden. På den måde undgår man nemlig, at sundhedspersonalet undlader at spørge ind til patientens livsomstændigheder, fordi de er bange for at åbne op for noget, de ikke har tiden eller redskaberne til at hjælpe patienten med.

At det endnu ikke er lykkedes at komme den sociale ulighed i kræft til livs skyldes blandt andet, at vi mangler nogle klare mål, mener Sophie Hæstorp Andersen:

- I sundhedsvæsenet er vi rigtig gode til at arbejde med klare målsætninger. De otte nationale kvalitetsmål, mål for ventetider til behandling og kræftpakkerne er eksempler på, at der er defineret nogle målsætninger, som vi så er gået målrettet efter. Det har jo i høj grad været med til at skabe kvalitet. Men vi har været ekstremt dårlige til at definere den gode målsætning for at mindske den sociale ulighed i sundhed.

- Men det handler også om den måde, vi bedriver velfærd på i Danmark, supplerer Jesper Fisker og fortsætter:

- For det første har vi nogle meget stærke, men også meget opdelte velfærdssiloer i Danmark. Vi er rigtig dygtige indenfor hver af disse siloer. Skal vi for alvor gøre noget ved ulighed i sundhed, så kræver det samarbejde, der også involverer andre siloer såsom boligområdet, uddannelse, socialområdet osv. Men i dag har disse sektorer primært fokus på deres egne problemstillinger. 

- For det andet har vi som land ikke tradition for politisk at iværksætte strukturelle tiltag. Tag for eksempel rygning. Hvis rygning var væk i morgen, så ville halvdelen af al ulighed i sundhed forsvinde, fordi det er den suverænt største ulighedsgenererende faktor. I modsætning til mange andre lande holder vi os i Danmark lidt tilbage fra strukturelle indgreb og tiltag som forbud mod rygning og prisstrukturer, selvom vi ved, at det virker.

Men hvem har så ansvaret for, at vi kommer den sociale ulighed i kræftbehandlingen til livs?

- Det har politikerne da. Vi kan bare ikke gøre det alene. Vi kan sætte en retning og insistere på et mere menneskeligt sundhedsvæsen og på, at uligheden i sundhed skal nedbrydes. Men vi har brug for eksperternes input til, hvilke løsninger vi politikere skal fokusere på, fastslår Sophie Hæstorp Andersen.

- I Kræftens Bekæmpelse har vi været med til at tage initiativ til en alliance – en folkebevægelse – som bringer mange forskellige aktører sammen ud fra den tankegang, at den sociale ulighed i kræft skal løses på tværs af sektorer. Vi vil gerne vise det politiske niveau, at der er brug for en bredere tilgang end den snævre behandlingsmæssige tilgang. Som man sagde i Norge i gamle dage: ”Enhver god finansminister er også sundhedsminister”. Tingene hænger sammen, siger Jesper Fisker.

- Det er rigtigt, og det er en god pointe, kvitterer Sophie Hæstorp Andersen.

De har begge en tiltro til, at det politiske system er klar til for alvor at tage kampen op mod den sociale ulighed i kræftbehandlingen. 

- Vi er så klar i regionerne. Vi har også en sundhedsminister, som har sagt, at social ulighed er det allervigtigste for ham. Det er jo et opgør med diskussionen om geografisk ulighed, som jeg synes har været fokus i alt for lang tid. Nu skal vi have gjort noget ved den sociale ulighed, siger Sophie Hæstorp Andersen.

- Jeg oplever også, at sundhedspersonalet meget gerne vil være med til at sikre, at alle patienter får gavn af de sundhedsmæssige fremskridt. Og jeg tror, at den politiske vilje er mere udtalt i dag, end den har været længe. Der er et ønske om at gøre noget ved den sociale ulighed i kræft, og der bliver allerede taget konkrete initiativer i regionerne. Nu gælder det så om at levere ind til den parathed. Vi skal finde ud af, hvilke indsatser der skal til. Der har vi en fælles forpligtelse, siger Jesper Fisker. 

- Ja, og så skal vi sikre os, at målgruppen for indsatserne ikke kun bliver de fem eller ti procent dårligst stillede, men alle kræftpatienter, der har brug for ekstra støtte i kræftforløbet, slutter Sophie Hæstorp Andersen.